“Da vi stod her i går, var der 157 danskere, der var smittet med corona. I dag har vi 514 danskere, der er smittet med corona. Det går hurtigt herhjemme. Og det går for hurtigt nu. Og derfor intensiverer myndighederne indsatsen for at afbøde og forsinke smitten i Danmark”.
“Vi plejer som Danskere at søge fællesskabet ved at være tæt på hinanden. Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand til hinanden. Og vi får brug for samfundssind. Og vi skal sætte ind , hvor det virker, der hvor smitten spredes mest, og det er hvor folk forsamler sig”.
“Myndighederne har på et tidligere tidspunkt opfordret til, at man ikke samles mere end 1.000 mennesker. Nu lyder opfordringen herfra til, at man ikke samler mere end 100 mennesker indendørs. Og til at natklubber, diskoteker, værtshuse med videre holder lukket i en periode.
Tale af Statsminister Mette Frederiksen fra Statsministeriet, onsdag den 11. marts 2020. Hvilket er fem år siden i denne måned.
Fredag den 13. marts 2020:
Det var sådan lidt køligt og småregnende, denne sene eftermiddags forårs fredag. Min kammerat Jonas ringede et par gange, fordi jeg som vanen tro var forsinket. Jeg kunne ikke finde det dér værtshus, hvor vi skulle mødes; det viste sig dog at ligge tæt på, hvor jeg boede her på Amager. Jonas var der, og sad og fulgte med i nyhederne, det hele var så småt begyndt at lukke ned omkring os i hele Danmark. Værtshuse og restauranter havde sidste åbningsdag. Vi fik nogle kølige pils, og besluttede os for, ‘ at vi ville gå en sidste tur gennem byen ‘. Eller i hvert fald få noget mad. Vi tog på den lokale restaurant Kareten , der normalt på en fredag ville være fyldt til bristepunktet. Denne aften var vi stort set de eneste. Ejeren fortalte, da vi skulle til at gå, at når han lige om lidt lukkede, vidste han ikke, hvornår han åbnede igen…
Vi gik videre og rundt i kvarteret i færd med at finde et sted til at få et par bajere eller den sidste olie, som det også kunne formuleres. Vi fandt et værtshus, men hvor vi normalt tænkte, at hér ville der være liv og leben, føltes der hele nærmest som at være i et gravkammer. De få folk der stod ved baren fremstod på ingen måde muntre, nærmest mismodige. Der var masser af flasker med håndsprit overalt i baren, og en nærmest manisk kontrolleren fra bartenderen om, ” at nu skulle vi sgu huske at spritte os af”. Vi bællede og bundede vores bajere og sagde pænt godnat. Det var lukketid!
Covid – 19. Covid – 19. Covid – 19 Covid – 19!
Da vi stod udenfor beverdingen, følte vi begge det hele sådan meget underligt, og sådan for at sætte ord på det hele, brølede vi et par linier fra Kim Larsens sang ‘ Højere op’: // De kloge de sir, at enden er nær, at dommedag den kommer. /Vi står og kigger på blomsterne, som vi plukkede i sommers//.
Den sene eftermiddagsstund som blev til natteroderi var fortættende men også på en måde trist og tragisk. Der var noget dommedag over det hele… Sådan kunne det i hvert fald sagtens føles. Ejeren på Karetens ord om, ‘at han ikke vidste, hvornår han åbnede igen’ , blandet ind i den underlige følelse af, at vi ikke vidste, hvad det her var for noget, og hvad der ville komme til at ske. Og det var ellers ved at blive forår. Men vi gik hjem i mørke.
At forsøge at holde skindet på næsen
‘Det er ganske uoverskueligt, hvordan vi klarer måske måneder uden omsætning, hvordan økonomien skal komme til at hænge sammen, hvis denne situation kommer til at tage lang tid. Det er ikke helt til at overskue’.
Sådan blev der eksempelvis skrevet ud på Frederiksberg – vandhullet Cafe Intimes Facebook side efter, at nedlukningen var en realitet for fem år siden. Og sådan var det for alle værtshuse. Og når de så endeligt fik lov til at åbne nogle timer, så var det af sikkerhedsmæssige – og gode grunde påkrævet med Corona – restriktioner i form af gyldigt Coronapas, mundbind, tidbestilling og så videre og så videre. Regeringens kontinuerlige ændringer af regler, retningslinjer og regulativer kostede ret så mange grå hår hos værtshusejerne. – og en massiv nedgang i gæster. For at forretningerne bare kunne køre lidt rundt, så blev det nødvendigt at tænke kreativt i form af forskellige crowdfunding tiltag. Det kunne være i form af ‘Take Away Beers’, gavekort, medlemskaber, støttebeviser og mange andre kreative tilgange. Simpelthen i et forsøg på at holde skindet på næsen. Heldigvis oplevede rigtig mange steder en voldsom goodwill fra stamgæster, gæster og andre i nødens stund.
” Jeg tror”, kom det fra en bartender på et af de ældre værtshuse på Amager. da hun serverede for mig og en kammerat i december 2021 ( tre måneder fra den første genåbning); ” Jeg tror, at der er rigtigt mange, som har taget steder som os for givet, og nu hvor vi har været lukket i lang tid, har de fundet ud af, måske kan det være, vi ikke sådan rigtig vil kunne åbne igen. Derfor har vi og mange andre værtshuse virkeligt fået solgt mange støtte – aktier. Det har virkeligt betydet noget for os!, men vi er stadigt voldsomt på røven efter det her”.
Hvad der kom efter Covid – 19…
” En efter en bukker de brune bastioner i hovedstaden under. Huslejepriser, byfornyelser og ændrede vaner gør, at det er svært at holde fanen og flaskerne højt”. Sådan stod der blandt så meget andet i udstillingen: ” Stamsteder 2 – Kongerigets sidste stamsteder”, der fandtes på Københavns Museum indtil slutningen af februar i år.
Udstillingen er en efterfølger til ‘Stamsteder 1 – Københavns sidste værtshuse, der havde premiere i december 2021 for så kort efter at blive Covid – 19 nedlukket. Den blev dog genoptaget sidenhen.
I museets pressemeddelelse fremhæves det blandt andet, at udstillingen handler om, ‘ hvad er der sket i Kongeriget i efterdønningerne af Corona, hvilke bodegaer som er lukkede og hvilke er bygget om’.
I den nyeste og netop afsluttede Stamsteder 2 udstilling møder vi den ældre herre Berthel, der fungerer som en ’selvbestaltet vicevært’ hos Bamses Bodega i Ishøj. Når han ser fremtiden for Bamses Bodega, gribes han ikke af håbefuldhed. Under Coronapandemien stod folk i kø på det gråmalerede torv for at være en af de ti personer, som under nedlukningsreglerne kunne få lov til at sidde under værtshusets halvtag. Man da pandemien omsider drev over, og normalitetstilstanden kunne genetableres, var noget forandret. ” Folk er simpelthen ikke kommet tilbage på samme måde”, siger Berthel. Han konkluderer: ” Men vi har eddermame kæmpet”.
Er Ølglasset fyldt eller tomt?
Det er tydeligt, at værtshusene kunne have det meget bedre, men hvor meget har efterdønningerne af Covid – 19 egentlig betydet. Det spurgte jeg redaktør for Ølentuasiasten, Kasper Mundt – Nielsen om. ØLentusiasten er et medlemsblad for Danske Ølentusiaster. I e-mail svaret på mine spørgsmål betoner Kasper, at: ‘At Danske Ølentusiaster’ er en forbrugerorganisation og ikke en værtshusorganisation.
” Men når det er sagt, har jeg selvfølgelig noget viden og bestemt også holdninger”.
Kasper konstaterer, at Covid -19 pandemien ramte de brune værtshuse hårdt, men den store konkursbølge kom først efter nedlukningerne. Under selve pandemien blev mange steder holdt kunstigt i live af hjælpepakker og udskutte skatte og momslån. Alligevel var de økonomisk konsekvenser alvorlig. Ølforbruget i Danmark faldt med 4o% i følge Bryggeriforeningen i starten af nedlukningen og værtshusene stod i lange perioder helt uden indtægter.
” Kastastrofen kom, da regningen skulle betales i 2022 – 2023. Rekordmange værtshuse måtte dreje nøglen om, fordi de skulle tilbagebetale Coronalån, samtidig med, at energipriser og råvarerpriser steg voldsomt. I 2022 var der i følge Dansk Erhverv 202 konkurser i restaurant og værtshus – segmentet. Fra oktober 2022 til slut november samme år gik 59 værtshuse konkurs, konstateres der fra Danmarks Statistik”, fortæller Kasper, og fortsætter:
“Mange af de små værtshuse der overlevede selve pandemien, blev ramt af en forsinket død, da økonomien ikke hang sammen”. Han pointerer, at det som sådan ikke var Coronaen, der udløste en bølge af konkurser, men den skabte en langsigtet gældskrise, som har ramte værtshusene hårdt i årerne efter. Således er der stadigvæk store dele af branchen, der slæber rundt på gæld fra Corona – tiden.
Redaktøren for Ølentusiasten påpeger også, at foruden Corona – gæld er der også mange værtshuse, der presses af de stigende energi og råvarerpriser, som presser marginerne. Desuden er der den langsigtede tendens med færre værtshuse fortsat – flere steder lukker på grund af skærpede naboklager. Pandemien skabte en ny problematik – folk vænnede sig til stilheden, og efter genåbningen var der flere steder, hvor naboklager tog til, fordi naboerne ikke længere tolerede den larm, de tidligere accepterede. Derudover kommer ændret forbrugskultur og byfornyelse. Det er derudover blevet vanskeligere at indhente bevilling i storbyerne.
Afslutningsvis konstaterer Kasper Mundt – Nielsen, ” at de værtshuse, der overlever, typisk er dem, der har en stærk lokalopbakning, eller som formår at trække et bredre publikum på tværs af generationer.
Lige præcis dette blev nævnt på ‘Stamsteder 2 – Kongerigets sidste værtshuse’, udstillingen, hvor udviklingen for Rosengaardens Vinstue i det indre København blev portrætteret.
En lørdagsaftenstund i marts 2025
For et par dage siden traskede og travede jeg en tur herude på Amager. Det var lørdag aften, og mine fødder førte mig – måske ved et tilfælde – lige præcis forbi det værtshus, min ven Jonas og jeg havde besøgt den fredag aften så tæt på at være fem år siden!
Jonas var siden da, flyttet til Berlin og sad nok dernede på sin lokale kneipe og bestilte ein oder twei grosses bier vom fass…
Min hals var blevet tør af alt den traven, og mine fødder førte mig ind ad døren. Her mødtes jeg af skrål og bægerklang og en glad, sitrende stemning, musiken bragede ud af højtalerne, billiardbordet var optaget, spillemaskinene var funklende og farverigt i gang . Der var ret så mange mennesker. MEN ingen håndsprit og ingen forknyttede miner, som dengang…
To af – hvad jeg tænker må være – værthusets stamgæster stod ved baren og bundede (endnu) et par bajere i fællesskab. Pludselig skulle den ene ret så hastigt ud der, hvor det er okay at træde af på naturens vegne. På vej derud tog den bette mand fat i sin makker, der må betegnes som en ret så hærdebred version af slagsen , og snøvlede: ” Du er sgu min bedste ven!”, inden kammersjukken gav ham et knus med så stor en kraft, at han nærmest allerede var ude ved pissoiret. ” I lige måde”, råbte han tilbage”, inden han tog et djærvt drag af sin bajer.
STØT De Brune Værtshuse!
“Du ved, at du på vej ind på et rigtigt værtshus, hvis der sådan nogle rolatorer udenfor”, lød det med en kenders kyndighed. Og ganske rigtig, det værtshus vi dengang drog ind på, var dragene!
Indrømmet: Jeg er sgu og sørme ikke for god til at besøge de lokale beverdinger, og pludselig specielt efter Covid – 19 og alt det andet, så forsvinder de, hvis vi ikke aflægger dem en visit. Der er noget dobbeltmoral over mig, fordi hvor mange gange har jeg ikke bare gået forbi mine lokale vandhuller for at handle Harboe Classic i Netto i stedet for? Eller gjort mig til talsmand for, at vi skal støtte pølsevognene, for at jeg så selv farer ind i den nærmeste forretning og køber noget billigt polsk pølskesjask.
Derfor må jeg hanke op i mig selv! – (gerne også dig!) og støtte de lokale vandhuller: det behøves bare at være til en eller to af de grønne – når vores indre ølhund den glammer fordi vores hals er tør som et nedløsrør og vores tunger er som en galoshe og vores drøvel er som en brioshe. Og det er bajerens time min ven!, som Oswald Helmuth så sagligt synger i ‘Ølhunden glammer’.
Hvad er forøvrigt mere fantastisk end slagterbolcher (også kaldt flæskesvær) og et par kolde grønne flasker, musik i jukeboxen, i selskabet med kjære kammersjukker?
Mit Gamle Stamværtshus (hør den længst nede på siden!)
Når det nu handler om værtshuse i en mere lyrisk form, så jeg ikke lade være med at tænke på Dan Turells digt: Mit Gamle Stamværtshus, fra ‘Storby – Blues’ (1977). Hvis der er digt, der hudfletter værtshus livet på en både kærlig, alvorsfuld og med en humoristisk distance, så er det dette…
Her får du en version, hvor Onkel Dan akkompagneres af ‘Sølvstjernerne’ i en optagelse, der blev udgivet i 1993.
Denne version er lagt ud med tilladelse fra Danmark Music Group.
Du Perikles, hvornår smager en Tuborg bedst? – Hvergang!
Når du ligger vejen forbi et af de brune værtshuse, er der stor sandsynlighed for, at du nok ikke undgår at bemærke en ting, efter at du har stillet din første tørst, og med det vums får lyst til en ny. Nemlig den farverige Storm P. plakat; den med vagabonderne, hvor den ene spørger den anden: : Du Perikles – Ka’ du sige mig, hvornår smager Tuborg bedst?
– Hvergang!
I 1943 blev Storm P. sammen med en række kunstnere bedt om at illustrere, hvornår en Tuborg smager bedst. Hans Vagabond tegning af Perikles er siden blevet ikonisk for Tuborg. I 1950 – et år efter hans død – udkom hans tegning i ny beskæring og farvelagt.
Kreditering: Storm P. Museet, Frederiksberg.
Inspirations – læsning til værtshusbesøg! For dem der kerer sig om de brune værtshuse.
‘Stamsteder’ og ‘ Kongerigets Stamsteder’.
De to tidligere nævnte bøger, som var baggrunden for udstillingen på Københavns Museum, er dog ikke nogle, du nok tager med på værtshuset. De føles næsten så tunge, som en fuldstændig fyldt ølkasse med flaskeøl ( i forlagsprog kaldes de for coffee – table books). De vejrer cirka 3.6 kilo hver ( står der på www.historieonline) , og de er spækket med fantastiske flotte og farvestrålende billeder og stemningsfyldte tekster om de personer, der er værtshusenes væsen.
Til spørgsmålet om der måske er planer om at udgive de to bodegabibler i et paperback format svarer redaktør Kasper Bjerre fra forlaget Salvador: ” Nej jeg tror ikke vi kommer til at udgive dem som paperback. Netop oplevelsen af at se billederne i det store format var meget vigtigt for os”.
ØLentusiasten:
ØLentusiasten Er Danmarks eneste specialmagasin om øl, og medlemsblad for Danske Ølentusiaster. Magasinet udkommer seks gange om året. I magasinet kan du læse om nye øltrends, barer, ølrejsemål, de nyeste øl og meget mere.
Link: Ale.dk
Facebookgruppen: ‘Til kamp for Københavns Historiske Værtshuse’
Seneste kommentarer