Som Englene Synger…. På Cafe Intime til ‘ Sangen har Vinger’.

by · Published · Updated

→

 

 

 

 

 Ttlen på ovenstående Youtube link er:  ‘Café Intime: Interview med sangerinde og værtinde Iben Lignel.’ Tryk på den yderste knap yderst til højre for at se klippet’.

 

Hver gang det bliver onsdag og sidst på eftermiddagen, siger jeg højt til mig selv  ” Afsted, Afsted. Og det kan ikke gå for hurtigt”.  “Afsted” betyder fra den slagne vej fra hvor jeg end er og så ud til Frederiksberg, dernæst ind og kapre en plads på Cafe Intime, købe mig en Hancock Black Lager og en pose flæskesvær. Og på den måde være klar til noget af det smukkeste i mit univers: ‘Sangen har Vinger’ aftenen.

Det var mere eller mindre sådan sidst på aftenen på det lille boudior værtshus Cafe Intime. Det havde været sådan en fantastisk  aften, det sitrede af forår og frimodighed. Stemningen var allerede langt tidligere på selvsamme aften steget som et kviksølvstermometer stiger på en hed sommerdag. Vi skulle i gang med sidste sæt på stedets onsdags arrangement Sangen Har Vinger. Min kammerat og jeg havde haft en sindssyg eventyrlig aften, og vi var blevet så helvedes hæse ved, ligesom så mange andre derinde,  at synge med på den ene sang efter den anden, om det så var revyviser, musical – sange og alt i den retning . Vi var så hæse, men vi var i himmerige!

Nu eller aldrig tænkte jeg! Og så tog jeg mig mod til at spørge en af de rare mennesker, som havde været med til at underholde os hele aftenen igennem; en herre der blev præsenteret som Bjarne, og som sad ved det bord, jeg mere eller mindre havde gjort til mit stambord. Bjarne havde allerede sunget et par sange.

Og han var god. Ligesom alle de andre.  Jeg spurgte Bjarne, om det på nogen mulig måde kunne være, at han kunne synge ‘ Den gamle Skærslippers Forårssang’. En sang som jeg først havde stiftet bekendtskab med, efter at jeg i et års tid havde arbejdet på Herbergscentret Sundholm; det sted hvor nogle af vores mest udsatte borgere har til huse. Jeg husker, at jeg tilfældigvis  hørte Allan Olsen og Niels Hausgaards version af sangen, som henholdsvis blev komponeret af Kai Normann Andersen og sat på tekst ved Sigfred Pedersen i 1955.  Ikke mindst gjorde følgende vers af gode grunde et stort indtryk på mig.

Hvor er I nu, alle I jeg kendte
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte
Hver anden kvaltes i flaskens kluk
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.

Bjarne smilte tilbage på spørgsmålet, om han ville synge sangen, og sagde ” Ja selvfølgelig. Jeg skal bare lige finde den”. Kort efter stillede han sig op og sang denne her fantastiske version af historien om den Gamle Skærslipper og Dennes forårsvise. Til alle de tilstedeværendes absolutte glæde og begejstring. Inklusiv mig selv, i allerhøjeste grad og ikke mindst!

 Velkommen til en virtuos verden
Det er sørme ikke så let sådan at finde Cafe Intime, det ligger lidt væk fra alverdens turbolens, men
det første du  skal gøre, efter at du har set  lysskiltet med ordene ‘ INTIME på adressen Allegadé 25, 2200 Frederiksberg, er at du går ind af en smal entre´ og  har åbnet døren ind til selve ’stuen’, hvor der står et står sort flygel. På dette er der plantet eller rettere sat en stor buket farverige blomster og ved siden af det,  er der et lille skilt, hvor der står ” Flygler har også følelser”.  Her er der dekadent og gammeldaws  på den fede måde; her drikker man af rigtige ølglas,  der er stearinlys og askebægere på bordene. Det hele indkapslet af de flerfarvede firkantede blyindfattede vinduer.
Men hvad er Sangen har Vinger egentligt, og hvad er konceptet?  Det gav en af værterne en onsdag sit bud på:
” Vi har ikke mange regler på Cafe Intime,  tolerance og tempo gør alt; vi skal  synge danske og svenske folkeviser, vi skal synge musical sange,  vi skal høre poesi. Der er ‘Open Mic’. Dog er aftenen i aftenen ikke til Swing og Jazz, for så klapper vores søde pianist klaveret i”.
Som jeg så ofte har oplevet det, så kommer der altid en flok af rigtige dygtige og musikalsk erfarne stamgæster og synger en masse smukke sange.  Og derudover så er der nye gæster, der stille og roligt får modet til at stille sig op og give deres musikalske besyv med. Det sker for det meste, fordi det hele udvikler sig og stemningen stiger og stiger. Og nogle af de nye gæster tager aftens vært- eller værtinde ord alvorligt, når  der siges:  “Hvis Du er trætte af, at det er de samme, der synger, så kom med dit forslag til en sang,  find den i stakkene af sangbøger, som vi har,  eller via jeres Ipad, OG syng så igennem. Så synger vi ligeså  meget igennem, – sammen med dig”.
” En musikalsk tidslomme”.
” De bedste sange er dem, der kan tages ud af tid og rum og er evigtgyldige,  det er dem, vi synger mest”, sådan blev Sangen har Vinger en anden aften introduceret.
Og I Guder, hvor har jeg fået lov til at høre så mange smukke sange; alt fra den melankolske’ Jeg plukker fløjlsgræs’, den der forårstraver over  den tidligt nævnte ‘ Den Gamle Skærslippers Forårssang’ over den elskelige og sommerlige  ‘ Mormors kolonihavehus’ til ‘ Kirsten og Vejen til Gurre’ – den der efterårssang. Via sjæleren ‘ To Lys på et bord’ og sådan kunne jeg blive ved.
Herinde er der sange og viser afhængigt af vind og vej, måned og moment. Der er sange til triste og sjove tider; der er sange om misbrug. Der er sange  om kærlighed og masser af kys.
Og så er der Lars, der synger en af de mest sjoveste og underlige sange om ham der Las der sejler rundt i en smadrekasse imellem Esbjerg og Fanø. Den der sang som jeg blev opvokset med,  da det var min fars  yndlingssang.
 Der er så meget veneration, entusiasme og energi som er så fortryllende fantastisk hos alle de, der stiller op til sang, og mere end som ofte følger der altid en historie, en anekdote med om ‘ Den sang’  de skal til at synge.

” Hvad er det, der står på din blok, hvad er det, du skriver, kommer der ofte nysgerrigt fra mine sidemænd eller damer, drenge eller piger. Alle som en, har de ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at jeg ret så meget – foruden at klappe,  smile, købe øl og konversere, har en mani med at nedskrive en masse – for dem – ulæselige noter. Mit svar er altid: ” Jeg har det med, at skrive alle titlerne på de forskellige sange, der synges ned, og specielt historien bag dem, når den fortælles. Og så går jeg hjem og genopfrisker  de forskellige aftenenes setlister på Youtube.

 

Og så er der også en masse ting at lære om gammeldaws sprogbrug og ord, som i den rørende sang om ‘Manden på Risten’, hvor hans kammersjuk Johansen ‘ som i november skred gedulgt’.

Og hvad betyder så ordet, eller sætningen ‘ At skride Gedulgt’; det betyder at skride ned til noget, der ikke er sjovt.

Nogle gange bliver præsenteres vi også for alternative versioner af gode gamle kendinge. Som da en herre, der tydeligvis havde drukket et par vaser, som Otto Brandenburg ville have formuleret det,  greb mikrofonen og sang sine egen – nok så autentiske version af  ‘ Jeg ved en Lærkerede’  med de afsluttende linjer.   // Men snapsen den kan bide/  så straffen den bliver hård/ for fanden må jeg lide/ for at få en enkel tår//.

Hvor har jeg været så uendeligt og enormt privilegeret at høre så mange fantastiske, fascinerende og til tider finurlige fortolkninger af så mange smukke sange. På den måde har jeg  via diverse sange oplevet  historiens vingesus, og fået en gratis form for lærdom, som jeg af ikke ville have været foruden,. Jeg har været så heldig at få lov til at opleve et overflødighedshorn af sange og sjæl.

Og acropos sjæl;
Mens jeg en aften derinde nedfældede nogle af de notater, der skulle blive en del af dette afsnit, så blev jeg forstyrret af to ungersvende, der byttede mundvand til sangen og tonerne af ” Du er ikke alene”.
Det historiske Bøssested
Cafe Intime blev fra dets start i 1922 indrettet med en række båse, der bevirkede, at stedet hurtigt også blev en yndet lokation for diskrete møder mellem herrer, der var til herrer. Det skyldes i høj grad, at beverdingen som tidligere beskrevet blev placeret tydeligt tilbagetrukket fra Frederiksbergs liv og Leben. Cafe Intime’s ry som bøsseværthus har hængt ved gennem tiderne og stedets adresse er at finde i diverse LGBT+ medier, som det hedder nu om dage.  Som så mange LGBT+ steder har Café Intime i de seneste årtier, også haft en stor tiltrækning på så mange andre. Men regnbueflaget hænger i høj grad mentalt stadigt over stedet, hvilket synliggøres og høres igennem de valg af sange, nogle af aftenens sangere vælger. Eksempelvis er en af faste mandlige sangers ofte sungne sang musical – sang ‘ Love Who You Love’, der handler om en mandlig buskontrollør i 1960’ernes Dublin, der lever i skabet, men bliver outed, og må efterfølgende gå ret så meget igennem; mest af negativ men heldigvis også af positiv karakter.
 Eller ved en lille omskrivning af et ord i en af linjerne i revyvisen; ‘ Sådan var det ikke i Halvfemserne’ ( fra 1944); / /Nu sidder  de unge piger og ryger lang cigar/ og ikke nok med det, de går på kaffebar//. Her vælger sangerinden altid at erstatte kaffebar med bøssebar.
Til tider synges den sørgmodige sang “La Garçonne”, om 1920’ernes såkaldte ‘drengepiger’, der på den tid gjorde oprør mod normerne ved at udleve deres homo – eller biseksualitet i åbne forhold.  Liva Weel fortolkede sangen på dansk, og af den vej gøres det tydeligt, at sangens fortæller er kritisk overfor denne tendens. Det giver sig konstant udslag i sangen, som i sidste vers: // Født til glæde må hun græde/ skældt fra alle af sin unatur/ en besynderlig figur, kun en trist karikatur /La Garçonne.//
En onsdag aften,  hvor jeg sad ved det, jeg hurtigt kom til at kalde for mit stambord, overhørte jeg følgende konversation mellem de to mænd, jeg tilfældigt sad ved siden af. “Det er godt nok mange søde piger herinde. Men de kysser jo på piger”, kom det med et smil fra den ene. Den anden gengældte smilet.
Kort efter afsluttedes en sang (som jeg desværre ikke kan huske titlen på) og sangeren, som var en ung gut, skålede ned mod en anden ung gut, og sagde: “Sangen er til ham der, verdens bedste kæreste. Ham elsker jeg sgu…!
Livets lyksagligheder.
Så var det slut! Aftenens værtinde havde tydeligt proklameret, at den sidste sang NU var sunget. Og så måtte vi bunde den sidste bajer .
Efter endnu en fortryllende og fortættet aften på det lille intime sted, hvor der er så højt til loftet,   som stod man for foden af Eiffeltårnet og kiggede op på dets højeste udkigspunkt. Samtidigt med at mit sind, som altid summede af salighed,  fik jeg kort efter, vi havde sagt farvel,  denne sms fra en af mine kjære venner, som jeg lige netop havde tilbragt en aften derinde med. Så vidt jeg husker var det hans første  gang, han var gæst til  ‘ Sangen har Vinger’.  Han skrev:   ” Tak for en dejlig aften. Det må vi (oprigtig) gøre til en ny tradition. Det var vældigt hyggeligt og smukt”.

Oh, hvor har jeg båret utallige småbranderter ud efter ‘Sangen har Vinger’, ikke de dér voldsomt virkende, men nærmere de mere poetiske af slagsene.

Og som altid  trisser  og trasker jeg hjemad mod Amager med glæde i sind,  og i tankerne nærmest råbende ‘Tag og Kys det hele fra mig’. Og som altid vågner jeg sagligt summende op næste morgen, og selvom det skulle være trist og koldt udenfor, så bliver det lille smil, jeg har gemt til det bliver gråvejr, helt naturligt til et stort af slagsen, som var det en sol.

For god ordens skyld:

Sådan helt generelt har jeg været til så mange forskellige ‘ Sangen har Vinger’ aftener i løbet af flere år, så alle min observationer, tanker i teksten, diverse citater og så meget andet  er samlet over alle disse uendelige livsbekræftende besøg. Mit mål har her været at viderebringe denne fantastisk fortryllende oplevelse, jeg selv bliver bliver ved og ved med at få ved at være gæst til de ´her´ aftener. I processen med at sammenskrive det hele her natten til onsdag den 24. april 2024, kan jeg allerede mærke, at jeg så absolut skal forbi igen derude i aften. Der er ingen vej udenom!

Krediteringer:

Jeg vil gerne sige tak til alle, der har bidraget til billedsiden af denne tekst!

# Thomas Marcel Sahl:  Stemningsbilledet af Cafe Intimé før sangstart med flyglet, hvor der står de vise ord: ‘Flygler har også følelser’ og billedet af min så absolut favorit  ‘ Sangen har Vinger’ øl: Hancock Black fra Skive.

#I forhold til linket med Cafe Intime’s værtinde Iben Lignel, vil jeg gerne sige tak for tilladelsen til at bruge klippet af Christine Hybschmann, der for nogle år siden portrætt1erede Café Intime. Og så selvfølgelig – og ikke mindst tak til Iben for at give hendes ‘go’ til at, at jeg må viderebringe hendes ord.

# Bjarne Dam Clausen for at give lov til, at jeg må bruge hans fantastisk smukke version af ” Den Gamle Skærslippers Forårssang”. Det er virkelig en velsignelse!

# Lars Hougaard Nielsen, der har taget billedet af én af Intime’s trofaste og dygtige Trubadurer, Lars i gang med at synge en af min faders yndlingssange, ( som så også blev min): ‘Imellem Esbjerg og  Fanø’. Og i ligeså høj grad tak til Lars Hebo Olsen for at få lov til at fotografere ham.

# Billedet af siderne fra Højskolesangbogen er  frit downloaded her: https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/billeder

# LGBT + tegningen er brugt med tilladelse af https://www.freepik.com/ mod kreditering.

Generelt om Cafe Intime:

https://www.cafeintime.dk/

 

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg:

Seneste kommentarer