Olsen Banden og Valby

Her i den sene del af 2024, er det akkurat halvtreds år siden, at Olsen Bandens sidste bedrifter havde Danmarkspremiere. Det blev b.l.a. markeret med en jubilæumsvisning  i Palads Biografen i København med et lille traktement af Grønne Tuborg,  Coca Cola’er og cigarer ( dog af chokolade) i starten af december. Det var en fest at gense denne sjette film i rækken –  på det 18 kvadratmeter store lærred! Omkring fem uger forinden havde Copenhagenbykyhl haft muligheden for at opleve Olsen Bandens Valby!

Yvonne: Gudfader bevares. Det er da ikke noget at tage sådan på vej for. Jeg har bare gemt dem et sikkert sted, og det var ved gud i den bedste mening!

Egon: Nej det er for galt. Det er hver gang!

Kjeld: Yvonne! hvor kunne du?

Yvonne: Det skal jeg skal skam sige dig Kjeld og dig med Egon for den sags skyld. Jeg gjorde det, fordi det  plejer altid  at være nu, det går galt! Det er hver gang i kommer hjem, og vi er blevet millionærer, og det er ’skide godt’.  Så sker der altid et eller andet. Og så står vi der…

Egon: Og hvorfor. Hvorfor om jeg må spørge?

Yvonne: Ja spørg ikke mig. Jeg ved ved gud ikke, hvorfor I går og fjotter sådan i det. Men jeg synes altså ikke, der var nogen grund til, at det også skulle gå galt denne gang, nu hvor det hele er i orden, og jeg har haft al den ulejlighed.

Egon: Nej. Nu kan det være nok. Jeg vil ikke mere! År efter år er det gået på samme måde. Jeg kommer hjem med en plan, en genial plan. Alt er gennemtænkt. Alt er timet og tilrettelagt. Alt går som det skal, indtil det går galt. Og hvorfor? Fordi man er omgivet af hundeho’er, ignoranter, fæhoveder, feje hunde uden mod og mandshjerte,  og uden fantasi og format. Et par impotente hængerøve – et par småfede grødbønder.

Yvonne:  Altså, ærligt talt Egon. Vi har fundet os i meget fra din side. Du har  stillet meget store krav til vores  vores tålmodighed. Det er ingen grund til at hakke sådan på os på den måde, efter alt det, hvad vi har været for dig igennem alle årerne.

Egon: Ti stille sindssyge kvindemenneske. Jeg går min vej, jeg vil ikke have noget med jer at gøre.  Kom med mine juveler!

 

 

Vi har fået lov til at være fluen  på væggen i Kjeld og Yvonnes lejlighed, hvor der udspiller sig – synes jeg – et af de mest morsomme mundhuggerier mellem Yvonne og Egon i rækken af masser af mundhuggerier mellem den koleriske tyran Egon og den lidt naive men som oftest egenrådige Yvonne.  I de 13 film, det stod på.

I Olsen Bandens sidste bedrifter er det lykkedes Olsen Banden at stjæle Bedforddiamanterne. men på den sædvanlige ‘Olsen Banden måde’ er der gået kludder i den, og tasken med Bedforddiamanterne er blevet forbyttet med papirknive fra Himmelbjerget, figurer af Den lille Havfrue, Tivoligarden og askebærret fra Dybbøl, som Yvonne udtrykkeligt har fået ordre af Kjeld til at smide ud, fordi de lige om lidt skal forlade lejligheden og rejse til Spanien.

Og her er det så, at Kjeld, Benny og Yvonne modtager de koleriske skideballer fra Egon, som til gengæld sammen med hans tro følgesvende må stå til mål for Yvonnes moralske prædiken. Denne uforglemmelige scene fortsætter med, at Egon går i barndom, da det viser sig, at Yvonne har sendt tasken med juvelerne til marskandiseren, fordi hun jo er i gang med at rydde op, fordi de jo skal flytte til Spanien lige om lidt.  Denne kendsgerning får Egon til at gå i barndom, sige ‘tissemand’, og stå og sjoske i en vandpyt, hvor han tilfældigt møder ‘Bøffen’, der er bestilt til at få skaffe Egon af vejen. ‘Bøffen’ forsøger kort efter at støbe Egon ind i cement og sænke ham i havet. Det mislykkedes dog.

Olsen Banden i Valbys hjerte

“Derinde, derinde bag porten lå i et hjørne det baghus, hvor Kjeld og Yvonne havde deres lejlighed fra Olsen Banden Store Kup i 1972 og helt frem til Olsen Banden over alle bjerge fra 1981. Adressen hed Smedestrædet, men de havde indgang fra Asta Nielsen Strædet 6-8, hvor vi står nu, og man skulle ind ad baggården for at komme op af trappen til 1. sal.  Først forsvandt trappen, og nu er lejligheden for længst revet ned”.

Vores guide Jesper Ten Bergen kigger på flokken, der står og forsøger at kigge ind gennem porten.

” I de første to film boede Olsen Banden på Nørrebro, men det virkede forkert  på  Erik Balling og Henning Bahs, som var mændene bag Olsen Banden. Fra den tredje Olsen Banden film, Olsen Banden i Jylland fra 1971,  hvor de fandt det, de siden kaldte ‘den rigtige skabelon’, flyttede Keld og Yvonne til Valby, hvor de boede kort herfra på det, der  fra  2012 blev omdøbt til Erik Ballings vej. Dengang hed det Gadekærvej”.

 

 

 

En times tid forinden vi stod og kiggede ind af porten , havde vi mødtes med Jesper på Tingstedet i Valby. ” Lige overfor er Mosedalsvej, der hvor  Olsen Banden stiger på bussen, når du skal til København, men ikke mindst, når de skal hjem til Yvonne”.  kommer det fra Jesper.
Vi har sammen med en del andre tilmeldt os turen: ” Olsen Banden i Valbys Hjerte”,  og på hjemmesiden bliver Jesper Ten Bergen beskrevet som Olsen Banden entusiast, hvilket vi hurtigt finder ud af, bestemt ikke er tomme ord. Vi bliver hurtigt fanget ind i hans engagement og viden.
Inden vi starter på turen, gør han det meget klart, at ” Jeg har på ingen måde noget at gøre med Nordisk Film, det er min egen tur, som jeg har gået en masse gange. Alt det jeg siger, er noget, jeg har hørt, set eller læst, men jeg håber alligevel, at det virker tjekket, timet og tilrettelagt”.
 Vi er gået bort fra Valby Langgade og undervejs får en masse anekdoter fortalt om de forskellige film; fortalt med  med glæde og begejstring ; om Bennys evner til at lave hurtige numre for at få kolde øl og håndører, der kunne være startskuddet til financieringen af Egons store planer. Hvor Yvonne  tager sit kørekort, hvor Dynamit Harry gemte sig, og steder, hvor Egon kom i knibe i op til flere gange.
“I skal forestille jer hvor meget af det gamle Valby, der er forsvundet i løbet af de sidste halvtreds år “, fortæller Jesper og peger på et lille torv, da vi går forbi det.  Han fortæller, at det lige her, at scenen fra Olsen Bandens sidste bedrifter, hvor Egon er gået i barndom, har smidt skoene og har en fest ved at stå og pjaske i en vandpyt, inden Bøffen tilfældigt støder ind i ham og mod en is med syltetøj, flødeskum og negerbolle, fandt sted. Efter at ‘Børnelokkeren’, som Benny kalder ‘Bøffen’ har givet Egon is, køres Egon ud til havnen for at blive støbt i cement og siden forsøgt kastet i vandet.
“Dengang var der her meget, meget industri i det her område. Det er der i høj grad ikke mere, det hele blev saneret og revet ned i sluthalvfjerdserne og startfirserne”.

 

Vi er næsten ude ved Søndermarken. Her lå Café Krondal på Valby Langgade 4. Jesper fortæller, at der var her, at mange taxachauffører, som i en af Olsen Banden filmene, (Olsen Banden ser rødt fra 1976)  kom for at holde pause og spise skibberlabskovs. Mens det sker, stjæler Benny hans taxa.  ” Nu er den revet ned, det skete i 2015, og i stedet ligger der et koldt og sterilt beboelseskompleks bygget af iskolde – byggematadorer”, kommer det trist fra Jesper.

 
På vej tilbage mod centrum af Valby kommer vi forbi Vascandia Valby, det vaskeri hvor Yvonne vasker og tumbler Olsen Bandens kuffert med millioner (i Olsen Banden derudaf) som med Bennys ord bliver til ‘ni millioner nullermænd’.  Jesper fortæller, at  vaskeriet er blevet lukket i starten af dette efterår.
 ‘
Med en synlig begejstret stemmeføring fortæller Jesper dog; at der er lokationer fra Olsen Banden filmene, der er tilbage, bl.a. det autoværksted tæt på Nordisk Film, hvor Olsen Banden i forkuppet til Olsen Banden går amok fra 1973 , snupper en skærebrænder.
 
Og så selvfølgelig Jesukirken, som Jesper kalder den ‘bedst bevarede kulisse’, som er det sted hvor Børge og Fie kører fra i hestevogn, da de bliver gift i Olsen Banden overgiver sig aldrig fra 1979
Tilbage På Asta Nielsen Strædet siger Jesper:
“Selvom meget har ændret sig her med byfornyelse og jeg ved ikke hvad, så synes jeg, det er fedt at kunne stå her og vide, at der var her,  at Benny kom trippende, når han havde hentet de tre kolde Tuborg. Eller at Keld, Benny og Egon lige drejer om hjørnet for at komme komme hjem til Yvonne.
Undervejs på turen er det tydeligt, at det er vigtigt for Jesper at få budskabet ud om at:
” Olsen Banden er ikke onde, da de  stjæler HT bussen i Olsen Bandens sidste bedrifter , husker de på mest venlig vis at stille buschaufførens kaffekande og ikke mindst madkasse tilbage.  så han kan få både vådt og tørt. Til buschaufførens store tilfredshed”.
Hvorfor Olsen Banden og Valby?

‘Hvorfor Valby’ og ikke Vanløse eller Hvidovre?”. Det var det spørgsmål, jeg havde tænkt en del over, inden jeg skulle på denne her Olsen Banden vandring i Valby. Var det fordi, at Valby både som en lidt slidt bydel og med dets folkelige indbyggere passede godt ind i fortællingen om Egon Olsen og hans kumpaner. Var det fordi Erik Balling selv  havde boet på Mosedalsvej tæt på Nordisk Film i sin første periode som medarbejder der. Eller?

Jeg havde ikke nogen som helst anelse, men synes alligevel, det var et spørgsmål. der krævede sit svar, også fordi Olsen Banden og Valby nærmest er blevet en ud af samme historie. Ellers ville der jo ej hellere være en ‘Olsen Banden tur i Valby’, som den vi var på. ‘Lokalpatrioten Erik Balling placerede Kjeld og Yvonne  i Valby’ hed det sig i Christian Monggards bog:  Erik Balling – hans liv og film”.  Men hvorfor ?

Undervejs på turens spurgte jeg derfor Jesper: Hvorfor Olsen Banden og Valby:

 Jesper svarede: “At det blev Valby skyldes, at Balling ikke ville rutte med pengene, og så var han praktisk anlagt. Han foretrak at optage i Valby, og helst i Nordisk Films Studier. På den måde sparede han en masse værdifuld transport tid. Og så kunne de få alting lavet i Valby, så de opgaver studiet eller håndværkerne ikke kunne klare eller havde plads til blev ordnet lokalt, fordi der var en masse små industri, siger Jesper og fortsætter: ” Da de skulle bygge en kopi af Rådhusuret til Olsen Banden går i krig fra 1978 gik Bahs op til et smedeværksted i en gård i Valby og bad dem fremstille tallene til skiven”.

Oveni det, tilføjede Jesper: “Hvad måske også var ligeså vigtigt var, at filmholdet og skuespillerne kunne nå ned til Marketenderiet på Nordisk Film, hvor de traditionen tro spiste deres frokost.”

Om valget af Valby supplerer Balling selv i sin erindringsbog: ” Som dreng var jeg voldsomt hidsig”, med ordene:

“Valby havde udpræget karakter af landsby.  I modsætning til min ungdoms Nørrebro, hvor konerne sendte deres børn og mænd på arbejde et andet sted i byen og butiksindehaverne boede i mere fashionable kvarterer, så var Valby et sted, hvor mennesker boede og virkede”.

Lidt længere fremme tilføjede han: “At Valby klædte Olsen banden, og den trivedes vel i landsbymiljøet”.

 

En mere synlig og patosfyldt måde Balling lader sin glæde ved Valby sive igennem er i efterfølgeren: ” Olsen Banden på Sporet’, hvor Børge kommer i lære hos DSB hos de to til døden loyale  Statsbanemedarbejdere; Hr Godtfredsen og Hr. Brodersen. Førstnævnte er fra Vanløse, hvilket misbilliges kraftigt af kollegaen, som med stolthed i stemmen hilse Børge velkommen, fordi de begge er fra samme bydel. Det sker med ordene: ” Valby er og bliver Valby”.

En eftermiddag traskede jeg ud til Valby bibliotek, fordi de som det eneste bibliotek i København – på nær det det i Nordvest – havde den giga store Olsen Banden bog af Christian Monggard på hylderne; ret nørdet at det var i Valby, bogen kunne lånes. I den læste jeg et nogle linjer fra et gengivet dobbelt interview fra Politiken med Erik Balling og hans trofaste højrehånd Henning Bahs, der faktisk var ham, der i tidernes morgen fandt på Olsen Banden konceptet.

Bahs uddybede:” Vi havde det herligt. Vi kunne bruge vores nære omgivelser her i Valby, hvor udviklingen heldigvis ikke havde ødelagt alt det gamle. Og så har vi selvfølgelig fundet mange locations i de omkringliggende gader;  ikke mindst til Olsen Banden”.

Summa summarum; Balling og Bahs valg af Valby som ‘hjemby’ for Olsen Banden handlede altså om mere end personlig lokalpatriotisme og veneration for Valby. Udgangspunktet var i højere grad det lavpraktiske!

Valby og Olsen Banden

Da jeg vendte hjem fra Olsen Banden vandringen i Valby, og havde fået svar på mit spørgsmål om ‘Hvorfor valget af Valby’ , og dermed Valbys betydning for Olsen Banden, tænkte jeg i den modsatte retning, altså om Olsen Banden har fået en betydning for Valby. fordi en masse scener er blevet optaget her. Som det formuleres i den nedenstående nævnte bog om Olsen Banden af John Lindkrog, ” så har filmholdet nærmest endevendt bydelen for at finde egnede steder til on  – location optagelser’

Min navnebror, den tidligere studievært for TV – Avisen journalist og forfatter Peter Olesen, har i årernes løb bl.a. skrevet mangt og meget om bygninger og bydele i København. Han flyttede selv til Valby i 1972 – i det årti hvor Olsen Banden filmene blev optaget der – og han bor stadigt i bydelen med postnummeret 2500, som han også har skrevet et par bøger om, bl.a. ‘ Ud i Valby’. Til spørgsmålet: ‘Om det er forkert at sige, at Valby har nydt godt af den opmærksomhed, Olsen Banden har givet, svarer han:

“Filmene har da så absolut været med til at sætte den lidt ellers underkendte bydel Valby på verdenskortet. Alene bilturene op ad Valby Langgade med sidegader og forbi Tingstedet har for mange virket genkendelige. Også nærheden til bebyggelserne til Nordisk Film. At Valby siden er blomstret op som en agtet og eftertragtet bydel, skyldes nok flere ting”.

 

 

Jeg tog også fat i Jesper Ten Bergen, vores guide fra Olsen Banden vandringen, for at høre, om der i Valby er steder som har brugt/ bruger den lokale og Danmarkskendte bande i deres branding. I første omgang tænkte jeg på, om der har været en restaurant med ‘god  gammeldaws danske mad’ på menuen og kunne have kaldt sig for ‘Hos Yvonne’ eller noget i den stil. Dette med tanke for den hjemlige hygge, og alle de hjemmelavede frokoster, lagkager og varm middagsmad, som Kjelds kone igennem de fleste Olsen Banden film har trakteret de tre bandemedlemmer med. Med stor entusiasme og i ligeså høj grad ligeså stor skuffelse, når Egon i Olsen Bandens Sidste Bedrifter  ikke som normalt dukker op i Kjeld og Yvonnes hjem, efter at han er blevet løsladt.

 

 

Ja man han kan da ikke bare sådan blive væk. Det kan man da ikke, når der er købt ind til varm mad. Jeg har købt ind til svinekam, brunede kartofler og rødkål. Og jeg har købt ind til drinks, både rom og cola”, kommer det fortørnet fra hende.

På samme måde som Yvonnes beværtning af det flyvende og det fast er en fast del af Olsen Banden, er Egon og hans cigarer det samme, man kan ikke sige Egon uden at sige cigarer. Bare se på billedet af chokoladecigarerne til den nævnte visning af Olsen Bandens sidste bedrifter i Palads, de ligger yderst til højre. Kunne det derfor tænkes, at der i Valby kunne have været en tobakshandler, der kaldes sig selv for Egons cigarer?

 

 

Lidt på samme måde som vejen, der fører op til fængslet i Vridsløse Lille, er blevet omdøbt til Egon Olsens vej. Kunne det tænkes, at Olsen Banden er blevet brugt i en Pr – turist branding for Valby? Nordisk Film har eksempelvis selv opsat en ‘Olsen Banden silhuetten’ foran deres studier.

“Det er mere tilstedeværelsen af Nordisk Film og dens historie, der præger Valby,  end det er Olsen Banden. Eksempelvis er der nogle veje, der er omdøbt og opkaldt efter skuespillere, som arbejdede, i flæng kan nævnes Asta Nielsen Strædet, Kirsten Walthers Vej , Erik Ballings Vej, Poul Bundgaards  og Poul Reichardts Vej”,  siger han.

Olsen Banden statue i Valby?

Da jeg sad og nedskrev svaret fra Jesper, kom jeg i tanke om den snak, jeg havde haft med min kammerat Jimmy, som var med på Olsen Banden vandringen Da turen sluttede havde vi sat os på en bænk på Tingstedet med en Grøn Tuborg, og mens vi meget begejstrede sad og snakkede om, hvad det var, vi lige havde oplevet, så kom det fra ham: ” Vidste du, at der vistnok er planer om, at der skal laves nogle statuer af Egon, Benny og Kjeld og sættes op her, hvor vi sidder”. Det vidste jeg på ingen måde, men syntes det lød ret så interessant. Det lykkedes mig at finde gruppen:  Facebook.com/Olsenbandenstatuen

 

 

Og her fik jeg fat i formanden og projektlederen for Olsen Banden Statueforeningen, Henrik Hansen, der må siges, at have en plan, der er så genial, at den er Egon Olsen værdig; nemlig som en hyldest til Egon, Kjeld og Benny at få sat statuer i fuld størrelse op af dem. I den forbindelse bør der råbes et ”Skide Godt Henrik, og alle de andre, der er med ham i Olsen Banden Foreningen, og så selvfølgelig dem, der sætter lidt mønt af til projektet!

Henrik fortæller, at Olsen Banden Statueforeningen har allieret sig med Nordisk Film, Københavns Kommune og familierne til de tre skuespillere . ” Statuerne står færdiglavet i voks og klar til bronzemaling hos den danske kunstner  Thor Larsen i Firenze, men kan desværre ikke støbes færdig og komme til Danmark, før vi har indsamlet de sidste c.a. 500.000, fortæller Henrik, og fortsætter: ” Over de sidste fem år er der samlet cirka 1.5 mio, af de 2. mio projektet koster, så vi det må siges at være tæt på selvom, vi altså stadigt mangler en sum penge for at komme i mål.

 

Vi undersøger derfor alle muligheder og håber at få fat i en rigmand med en rød kuffert, fortæller Henrik Hansen, der dog rigtigt gerne ser alles hjælp, så projektet kan komme i mål”.

Update – Januar 2025

Henrik fortæller nu, at alle pengene er samlet sammen til Olsen Banden Statuen, der forventes at blive sat op den 1. juni her i 2025.

På den måde er det nu blevet muligt at få rejse den flotte statue af de elskede Olsen Banden medlemmer på Tingstedet, som Henrik og alle de andre har arbejdet for i lang tid.

Et stort tillykke herfra!

 



Information:
NB: Bemærk, at teksten er fra 2024, tjek selv op på de to første nedenstående punkter.

Den omtalte guidede tur: ‘Olsen Banden i Valbys Hjerte’ var arrangeret af https://byvandring.nu/ .Det bekræftes, at lignende ture vil finde sted i 2025. De endelige datoer og tidspunkter vil snarligst blive lagt ud her: https://byvandring.nu/olsenbande/

Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv

Her i vinterhalvåret, hvor der ikke er flere rundvisninger, og du gerne vil have lidt Olsen Banden input kan du kigge ind på Valby Lokal Historiske Selskab og Arkiv på Mosedalsvej 1. ( samme vej som Nordisk Film har til huse), hvor der er en mini – udstilling i form af en meget interessant mappe med billeder og tekst om Olsen Banden i Valby. Mappen indeholder materiale fra en udstilling, der kørte synkront sammen med Nordisk Films egen Olsen Banden udstilling i perioden:

https://valbylokalhistorie.dk/miniudgave-af-udstillingen-olsen-banden-i-valby/

 

 

Skulle du på egen hånd have lyst til at udforske ‘Olsen Bandens Valby’ findes der i John Lindskogs bog ‘Olsen Banden for evigt’ på side 90 -91 kapitlet:  ‘Hollywood i Valby’ , hvor der dels findes et bykort over Valby og en liste over 15 steder, der figurerede i Olsen Banden filmene.

 

 

Til trods for at filmens titel virkede definitiv, især med de afsluttende scener i Kastrup Lufthavn, hvor Vi ser de ulasteligt klædte Børge og Yvonne  vente i Kastrup på at Egon, Benny og Keld med stolthed i sind arriverer, inden de  kigger ind i kameraet og letter på hatten, flankeret af en storsmilende Børge og Yvonne, inden man ser Sterling flyet på vej mod sydligere spanske himmelstrøg og ordene; De levede til deres dages ende, tonede  sig frem. Men publikum ville mere, så det blev  besluttet at forsætte med ‘ Olsen Banden på Sporet,  der fik premiere året efter, Derudover så dertil kom yderlige 7 flere film dagens lys incl.  Olsen Bandens sidste stik i 1998.

“Den er meget veloplagt, fuld af af overraskende pointer, og indenfor de fastlagte rammer folder de tre  hovedpersoner sig ud på nye måder. Jeg har ikke tidligere været beundrer af serien, men jeg må indrømme, at den har udviklet sig for en filmserie på en forbavsende måde. Filmen er blevet morsommere og morsommere, og man vil ligefrem savne de arketypiske danskere, når banden opløses for evigt” .  Ordene kom fra en anmeldelse af Olsen Bandens Sidste Bedrifter’ i Jyllands -Posten af Ib Monty 1974.

I biografen om Kirsten Walther tilføjer forfatteren Anne – Sofie Storm Wesche, at  “Olsen Banden var blevet et stykke højtbelagt dansk kultur midt i 1970’erne“.

 

 

 

Ove Verner Hansen spillede rollen som ‘ Bøffen’, en skarpretter af Guds unåde, der med stor begejstring i mange af filmene tager imod ordren om at ” Lade Egon Olsen forsvinde og blive helt væk med ordene. “Jeg ved præcis hvordan”. Det går altid galt, som i ‘Olsen Bandens sidste bedrifter, hvor hans forehavende med at støbe Egon ind i cement og fire ham ned i havnen ( selvfølgelig) mislykkedes.

Ove noterer i sin erindringsbog, at:

“Gennemgående fik filmene vist gode anmeldelser, men det var i øvrigt endeligt ligegyldigt.  Filmene var nærmest blevet kultiske kulturelle højdepunkter. Publikum strømmede til biograferne. Så genialt lavet at hele familien, selv de mindste kunne deltage. Jeg mener, at huske at det frækkeste, der blev sagt, var da Egon sagde ‘Tissemand’. Ak Ja – tiderne har forandret sig”.

Generelt om Olsen Banden:

På Dansk Institut står der i hovedartikel om Erik Balling. ” At Olsen Banden blev en publikums succes, og skulle vise sig at blive dansk films til dato mest holdbare koncept. 13 film i løbet af 14 år blev det til, og udover at blive en kassesucces i Danmark, blev den også populær i Østeuropa”.

I den forbindelse fortalte vores Olsen Banden Guide Jesper Ten Berge under vandreturen i Valby, at

“Da Olsen Banden blev mere og mere valgte  man dog at flytte flere af optagelserne ind mod København med Den Lille Havfrue, Det kongelige Teater, og andre seværdigheder. Det blev gjort for at fremme turismen til København, bla. fra Østtyskland, hvor Olsen Banden filmene blev vist meget”.

Krediteringer:

Filmklippet fra Olsen Bandens  Sidste Bedrifter: Nordisk Film Production.

Coverbilledet af Olsen Banden på rækværket ved Nordisk Film: www.byvandring.nu

De to originale fotografier med Olsen Banden samt filmplakaten:  Fotocredit Nordisk Film Production.

Nutidige billeder fra  Olsen Banden vandringen i Valby og fra særvisningen af Olsen Bandens sidste bedrifter i Palads: Jimmy Steenberg Petersen.

Billedet af  guide Jesper Ten Berge er taget af: www.byvandring.nu.

Valby – billedet er tegnet af Martin Rahr og kan købes på www.homedec.dk

Billeder af tilblivelsen af Olsen Banden statuen i Valby: Olsen Banden Statueforeningen

Tegningen af Bøffen: Susanne Ploeg Frandsen

Litteratur:

Olsen Banden af Christian Monggaard, Book Lab, 2018

Olsen Banden for evigt af John Lindskog, Peoples Press, 2017

Som barn var jeg voldsomt hidsig af Erik Balling, Aschehoug 1998. Ny udgave udkommet på Lindhardt og Ringhof i 2022

Kirsten Walther – To roller. Et liv. af Anne – Sofie Storm Wesche, People’s Press, 2015.

Ja tak til livet  af  Ove Verner Hansen, fortalt til Ken B. Rasmussen, People’s Press, 2016.

Ude i Valby af Peter Olesen, 2. udgave fra 2022, forlaget Frydenlund.

 

 

 

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *