Guldalderånd i Kronprinsensgade

I Kronprinsensgade, hvor hippe og trendy forretninger som Bruuns Bazaar, Flying A og Stig P. tiltrækker kvalitetsbevidste kunder i jagten på den sidste nye mode, ligger der også en forretning, som ikke går på kompromis med tidens trend. A.C. Perch’s Thehandel holder bevidst fast i den stil og atmosfære, der har hersket på stedet i 175 år.

Det var i april 1835, at købmandssønnen Niels Brock Perch på adressen Kronprinsensgade 5 åbnede A.C. Perch’s thehandel, opkaldt efter hans tredjeældste søn Axel Christian. Målet var at sælge den bedste the fra hele verden. Slægten Perch førte thehandelen videre frem til 1894, hvor familien Hincheldey – der var nære bekendte – overtog. Således er det den fjerde generation af Hincheldey slægten, der nu står for den daglige ledelse af forretningen, og de er dermed naturlige formidlere af theens historie i Danmark i dag. En historie, der tager form i slutningen af 1700 –tallet, hvor theen for alvor blev den vigtigste handelsvare. 85-90 % af skibenes last bestod dengang af the, der blev sejlet til Christianshavn fra dengang så fjerne lande som bl.a Kina. I 1807 foretog en ung Niels Broch Perch sin sidste rejse til Østen, hvor hans interesse for the blev vakt.

media.tellus.no

The som symbol på stil
Allerede tidligere end theen for alvor blev en importvare, forudså digteren Ludvig Holberg dens positive virkninger på samfundet og skrev: ” Hvis ingen anden Nytte var ved Thee, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i svang, derved temmelig er kommen af brug. Nu kan vore hustruer og Døttre giøre 10 visiter en Eftermiddag, og komme ganske ædruelige tilbage. Dette kunde ikke ske i gamle Dage”. Holbergs ord skulle komme til at holde stik. Selvom øl og vin stadigt var en stor del af danskernes hverdag i starten af 1800 –tallet, var de traditionelle omgangsformer ved langsomt at ændre sig. Nu blev det vigtigt at holde på formerne og til dette var the langt bedre som drik end alkolhol. I starten var det aristokratiet og det bedre borgerskab, der drak the. For dem blev der oprettet kinesiske havepavilloner, hvor de kunne sidde og nyde theen af små fine porcelænskopper. The-kulturen blev dengang et symbol på stil, hvilket øjensynligt stadigt præger A.C Perch’s Thehandel den dag i dag.

Tiden står stille
Det må være som at træde ind i Guldalderen, når man træder ind i den lille atmosfærefyldte butik, hvor liflige eksotiske dufte af jasmin, vanille og ingefær får næseboerne til at vibrere. Indretningen består – som dengang – af gamle mørke lædertapeter og bag en flot mahognifarvet disk, står sirlige rækker af guldbelagte dåser med the fra alverdens lande. Og theen vejes forsat på gamle apotekervægte af de nærværende ekspedienter, som er ulasteligt klædt i skjorte,slips og grøn kittel. Under betjeningen tituleres kunden med et ’De’ og efter indkøb bydes ‘De’ på et bolsje. Det er Kutymer som er blevet holdt i hævd siden butikkens åbning.

perchs1

Tider skifter
Tider skifter, sæder mildnes hedder det sig, og det passer ifølge medejer Christian Hincheldey, som er syvende generation i A.C. Perch’s thehandel, der i 2002 blev udnævnt til Kongelig Hofleverandør. ” Tidligere havde vi en lidt mere konservativ kundegruppe fra det bedre borgerskab. I dag kommer der alt fra punkere til pensionister, men også en del unge mennesker, fordi vi ligger på en modeforretningsgade”, siger han og forklarer, at den brede forsamling af kunder ved, at det er en gammel forretning, og bliver derfor ikke helt paf, når når ekspedienterne siger ”De”, til dem. Christian Hincheldey slår fast, at tiltaleformen ikke skal ses som en form for arrogance, men snarere et bevis på, at ekspedienten er til for kunden.
Flere får tid til the
I dag er 30 % af den danske befolkning udelukkkende thedrikkere, men Hincheldey fortælle, at der dog opleves en stigende interesse for at drikke the. Det skyldes bl.a at folk føler, de lever et hektisk liv og her kan the tilbyde et pusterum, fordi the først og fremmest kræver, at man tager sig tid til at nyde den. Samtidig er salget og interessen for the øget efter, at der er kommet stor fokus på dens helsevirkning.

media.tellus.no1
Forandre for at bevare
Det gavner selvfølgelig folkene bag disken i Kronprinsensgade 5- Men der hersker samtidig en stor bevidsthed om, hvor vigtigt det er at forandre for at bevare, hvis Danmarks ældste thehandel ikke skal lide samme  skæbne, som tobakshandelen W.Ø Larsen, der måtte dreje nøglen om efter 140 år. En er forandringerne har været, at A.C Perch’s som en af de første forretninger herhjemme i 1998 begyndte at sælge the på internettet. I 2006 åbnedes en thesalon ovenpå forretningen, hvor traktemantet foruden the – selvfølgelig – bl.a består af scones. Begge tiltag er blevet en succes og fremtiden ser alt i alt fornuftig ud for det velrenommerede familiefirma. Christian Hincheldey mener samtidig, at det giver kvarteret noget specielt at huse en 175 år gammel thehandel, der stadig er åben. ” Vores forretning og Peter Hertz juvelforretning, som omtrent er lige gamle, gør gaden til noget stationært og noget unikt, fordi vi stadigt ligger her. Så jeg tror, det betyder meget, at der ligger gamle forretninger, der drives på moderne vilkår. Danskerne kan godt lide gamle forretninger.

Krediteringer:

Fotos: A.C. Perch’s The Handel.

Denne artikel blev oprindeligt publiseret i Københavneravisen, maj 2010

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *