Tanker om Turéll…

OG DA var det, jeg gav op. I hvert fald for en stund. Mit skærmbillede nærmest stod og flimrede. Tasterne på mit tastatur var blevet gennembanket i en så høj grad, at ‘A’ havde sat sig fast. Klokken 19.00 var jeg ellers gået i gang med de indledende manøvrer: kaffebrygning, at sætte mig godt til rette, skrive mine noter igennem og bunde en kold Tuborg Classic. Men fem timer efter havde den tekst, jeg skulle skrive stadigt ikke fået liv. Tiden gik, og jeg var gået i stå. Igen!
Jeg måtte UD! Ud i natten. Bare ud! Alt andet var bedre end at føle sig i familie med et forstenet søpindsvin.

Det store ur på Hovedbanegården viste halv et, da jeg traskede forbi. Der herskede en saliggørende stilhed i den indre by. Der var friskt og køligt, og uroen i hovedet transformerede sig ligeså stille til ro, og jeg kunne begynde at tænke klart igen. Med ét kom jeg i tanke om det rigtige i de her linjer ” Vi ( nattevandrere) går der jo bare, fordi vi elsker byen sådan, og fordi vi en gang imellem har brug for at have den for os selv”. Og (…) “Så selvfølgelig fordi natten er sådan et stille tæppe i byen, sådan en udrensning af alle dagens forvirrede og forvirrende nerver”.
Det er Dan Turélls ord, og de er en del af ‘Nattevandrer – Noter’ , som var en af de i tusindvis af ‘I Byen’ klummer, han flittigt forfattede for Politiken i perioden 1978 – 1993. Dan var en af vor tids største kendere og elskere af København, og mange af hans vandringer rundt i byen blev til disse klummer.

Jeg er så heldig at have en samling af de bedste af slagsen, og mens jeg gik rundt og indåndede nattens ro og rummelighed, gik det op for mig, at disse klummer er geniale som inspirationskilder, når jeg nu skal forsøge mig med at skrive mine Københavnerblogs. Turélls tekster er stemningsfulde, sanselige og skarpt skårede. Det er umuligt ikke at blive revet med i den enorme entusiasme, hver klumme er skrevet med. Som i ‘Fest – Telegram til Istedgade’ fra 1979.
“Og uanset hvor meget du i visse menneskers øjne og næsebor stinker af branderter, bræk og afkogt urin, så lugter du for os der holder af dig mest af alt af levet liv. Du er på én gang en Mor og en Mær, og du har altid været dig selv, og derfor aldrig overgivet dig til nogen”.
I en karakteristik af Turéll står der, “Øjnene bag de store firkantede stålbriller var altid gennemborende”og der kan tilføjes iagttagende og observerende.

Mens jeg trissede hjemad igen, kunne jeg heller ikke lade være med at gøre følgende konstatering fra klummen ‘Alhambra – Analer’ til et manifest for mine blogs til (forhåbentlig) glæde for dig.
“Jeg skrev en gang et digt om den fornemmelse, jeg får hver gang, jeg går ned af gaden, ned ad hvilken som helst forbandet gade. Nemlig at bag hvert eneste vindue findes der en historie, den historie alt levet liv afsætter”.
OG DA var det ligesom, jeg så noget på gaden, som jeg normalt ikke ser. Og da jeg kom hjem, blev ordene levende og i alt sin hu og hast til denne tekst.