Vesterbros Eldorado for kæledyr

De forbipasserende der holdt for rødt ved lyskrydset ved Vesterbrogade og Kingosgade den tirsdag eftermiddag i december kunne ved selvsyn konstatere, at der ikke var mand, der gik med hund over fodgængerfeltet men rettere hund der løb med mand, som halsede efter for at følge med. Ham den tobenede følgesvend, der ellers havde sat teten tidligere på gåturen og gjort det bette kræ opmærksom på dens langsommelighed måtte nu, da de nåede ud for Toves Galleri finde sig i, at han i hu og hast nærmest blev slæbt over lyskrydset, så armen der holdt i snoren var lige ved at gå af led.

arthurpape

Den snart femårige Cockerspaniel pustede og prustede og bragede så ned ad trapperne og ind ad døren. Han blev mødt af en skrap gøen fra stedets beboer Ole, den rare ældre dyrehandlers grå 13-årige dværg-snauzer, men Arthur var ligeglad. Han er ved at falde på halen af bar begejstring, over hvor han er havnet. Der logredes for fuld kraft over alle duftene, snuden kom på inspektion i alle poserne, kurverne og pakkerne med hundegodter, hundelegetøj og alt det andet.
Vi er i Papegøjecentret, der på dets frontparti bl.a. reklamerer med, at de har alt til hund og kat. Papegøjer og andre levende dyr har været til salg her, men ikke længere. Nu er der alt, hvad hjertet begærer af diverse artikler for stort set alle former for kæledyr. I løbet af de sidste 43 år er der blevet langet mangt og meget over disken i dette lokale, og forretningen må siges at være en Vesterbroinstitution.

Papagøje2

Måske er det netop derfor Arthurs tobenede følgesvend synes stedet er så særligt. Han kunne ligeså godt bare tage i Føtex eller i en eller anden stor kæledyrs-tilbehørs-butikskæde for at købe ind, men gør det ikke. Hvorfor? I Papegøjecentret er der nærvær, opmærksomhed og tid til den købende. Og stemning, atmosfære og en fornemmelse af ‘god gammeldaws forretning’. Sådan for at gøre mine indtryk mere billedlige kom jeg, acropos julemåneden i tanke om, at der sammen med den oldgamle Tv-Julekalender Kikkebakkeboligby (fra min barndoms jul.) fandtes en selvstændig juleudsendelse kaldet ‘Eldorado for dyr, som jeg har linket til (Se afsnit fire, 01.00 -04.00).
Da jeg for et år siden med stor entusiasme fortalte en af mine venner om Papegøjcentret, udbrød jeg spontant og nervøst: “Nu håber jeg ikke, det snart bliver til en Shawarmabar eller et eller andet gøgl”, Og slog det hen med et. Nej. Nej. Det sker ikke…

papa4

I og for sig er den beskrevne procedure i starten af denne blog blevet gentaget ret så mange gange de seneste år. Det er -på den gode måde- nærmest som at slå autopiloten til. Og så alligevel ikke, da vi var dernede for lidt mere end en uges tid siden. Som sædvanligt brasede og bragede Arthur ned af trapperne til dette kæledyrenes Fætter BR.
Men den dag var der ingen grålig dværgschnauzer, der halvirriteret gøede ham i møde. Ole var lige død. Og mens jeg traditionen tro er ved at få vredet armen af led af at holde takt med den prustende og pustende hund over lyskrydset, skimtede jeg ud af øjenkrogene, at det på det store butiksvindue er påklistret en stor blå mærkat med påskriften: “Til Salg”. Jeg var ved at falde på halen, og det var bestemt ikke af begejstring.

20141204_163924

“Jeg gider ikke længere, og jeg tror bestemt ikke, det her fortsætter som dyrehandel”, kom det fra den rare ældre ejer. Færdig, finito. Længere er den ikke. Men alligevel. Det er sgu en skam for Vesterbros dyreelskere -og Vesterbrofolket- som helhed, at endnu en skæv og historisk forretning forsvinder. Men i det her tilfælde, kan det ikke altså ikke være anderledes.
Og snart vil vores sædvanlige afsluttende scenarie dernede være historie: Arthur har fået sin vilje. Denne gang langer hans tobenede ven en farvestrålende bidering samt nogle hundekiks -der dufter afsindigt godt af kylling- op på disken. Og som altid får den firbenede kunde et par gratis smagsprøver. Straks og stolt vil det lille væsen med halen i vejret og bideringen godt plantet i gabet snart vandre ned af Vesterbrogade for at vende snuden hjem.
Arthur04
Info: Papegøjecentret, Vesterbrogade 106, har åbent (indtil videre…) Tirsdag, Torsdag, Fredag og Lørdag. ( Ingen hjemmeside). Telefon: 33 21 06 33.

Krediteringer:

Foto: Fra nettet,  Ronni Andreas Skov Nielsen ( aftenbilledet) og Katja Aistrup (Arthur)

Illustration: Tommy Stavnskær Sørensen

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *