De fleste rejser ud for at komme hjem

En sen søndag for alt, alt for mange dage siden. Iført korte bukser og T-shirt cykler min kammerat Allan og jeg over Dronning Louises Bro og videre ud ad Nørrebrogade, der summer af sommer og salighed og et menneskemylder uden lige. Varmen nærmest stiger op af asfalten. Solen er blodrød, snart sætter skumringen ind. Vi drejer til venstre ad Kapelvej og cykler parallelt med Assistens Kirkegårds karakteristiske gule mure, samtidig med at min indre lydmur sprænges af de imaginære toner fra Love Shops ‘Drømmenes København’. For første gang i umindelige tider er København nemlig ikke bare byen, hvor jeg bor. Ikke bare byen, hvor jeg arbejder. Ikke bare byen, hvor jeg forpint går til tandlæge og vender helbredt tilbage, dog med en masse lommesmerter til gengæld. Ikke bare byen, hvor… Jeg kunne blive ved…

ASSISTENSKIRKEGÅRD
Nej. Denne aften var i al sin enkelthed eksotisk. Som skulle man tro, jeg havde fået hedeslag, gjorde jeg noget, jeg ellers aldrig mener at have tid til (for der er altid noget, der skal ordnes, noget der skal nås, en ny artikel, der skal skrives…). Jeg gav mig selv lov til – for en stund – at lege turist, glemte alt om tid og sted, vandrede rundt i Kongens Have, spiste i Nyhavn sammen med alle de rigtige turister og genopdagede den selvsamme følelse af Dronningens By, som da jeg for ti år siden var endagsturist fra Odense. En følelse og fornemmelse af, at det var helt og aldeles fantastisk at være her!

NYHAVN
I mere end fire år har jeg boet klos op ad Assistens Kirkegård. Stedet, hvor så mange mennesker, der er rodfæstet i den danske historie, ligger begravet. Men om jeg nogensinde virkelig for alvor beskæftigede mig med dette faktum, mens jeg var nabo til stedet. På ingen måde! Der var så meget andet, der skulle nås.Det var først, da jeg flyttede til Amager, at jeg endelig og langt om længe tog mig sammen, vendte tilbage og deltog i en af kirkegårdens søndagsomvisninger. Hvilket var enormt interessant. Men hvorfor vente så længe?

RUNDVISNING
I løbet af de sidste fem års tid har jeg mere end ofte været i Irland og Nordirland for at skrive turistartikler til danske aviser og magasiner. Det kræver en indsigt i de pågældende landes historie og kultur at kunne formidle på en sådan måde, at det bliver interessant for danske læsere.
Midt i dette arbejde, mens jeg har stået med min notesblok og noteret flittigt rundt omkring på Den Grønne Ø og efterfølgende har fået mine artikler udgivet – som oftest med en kommentar fra redaktøren i stil med: “Du ved sgu da meget om Dublin” – midt i dette arbejde har jeg ofte spurgt mig selv: “Hvor meget ved du egentlig om din egen by?” Svaret er kommet prompte: “Slet ikke nok!”

POKøbenhavn
Det har gjort, at jeg har fået blod på tanden, lyst og nysgerrighed til at beskrive min egen by – lidt i tråd med Jens Unmacks introduktion til den nedenfor linkede version af ‘Copenhagen Dreaming’, hvor det “handler om at komme ude fra verden og vende hjem til København”. For mig handler det også skrivemæssigt om at ‘komme hjem’, men også i høj grad om – med udgangspunkt i første halvdel af denne tekst – om at blive bedre til at beskrive det, som er lige for næsen af mig.
Derfor denne ugentlige blog…

Måske kan du også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *